Lykkepiller kan ikke hjælpe mennesker med anoreksi
Juni 2006
Mange mennesker med spiseforstyrrelser spiser eller får tilbudt depressionsmedicin, som en del af behandlingen eller som den eneste behandling. Derfor er det særdeles interessant, at en ny undersøgelse fastslår, at depressionsmidlet Fontex rent faktisk ikke har den ønskede virkning.
LMS har i mange år sat spørgsmålstegn ved den stigende anvendelse af depressionsmedicin overfor spiseforstyrrelser. Måske det er på tide, at kigge andre veje i håb om at finde bedre behandlingsmetoder.
Depressionsmidlet Fontex kan ikke forhindre, at patienter med den dødelige spiseforstyrrelse anoreksi får tilbagefald, Det konkluder forskerne bag en undersøgelse, som er offentliggjort i Journal of the American Medical Association.
Undersøgelsen omfattede 93 kvinder, der alle var blevet udskrevet fra et sygehus efter behandling for anoreksi. Alle kvinder havde efter behandlingen som minimum opnået et Body Mass Index på 19. Målet med undersøgelse var at se, om behandling med Fontex kunne udskyde tilbagefald af sygdommen. Tidligere undersøgelser har vist, at mellem en tredjedelen og halvdelen af anoreksi-ramte får tilbagefald i løbet af et år, og at mange patienter behandles med depressionsmidler.
I denne undersøgelse blev 49 kvinder behandlet med Fontex, mens 44 fik placebo. Alle deltagere modtog desuden individuel kognitiv terapi. Efter et år kunne forskerne konstatere, at der var ingen forskelle i tilbagefaldsmønstret imellem de grupper.
Forskerne konkluderer, at de ikke har kunnet finde nogen gavnlige effekter af at behandle anoreksipatienter med Fontex, og de anbefaler, at fremtidig forskning koncentrerer sig om at finde ny psykologiske og farmakologiske behandlingsmetoder.
Journal of the American Medical Association 2006; 295: 2605-2612
