Psykisk syge får ret til behandling

Nyt forlig i folketinget sikrer psykisk syge med fx en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd ret til behandling inden for to måneder. Partierne bag satspuljemidlerne er enige om at bruge 850 millioner kroner til formålet.

Samtlige af folketingets partier bortset fra Enhedslisten blev mandag aften den 27. okt. enige om at bruge 850 millioner kroner på at indføre en behandlingsret, der fra 2010 giver psykisk syge voksne ret til enten offentlig eller privat behandling inden for to måneder.

Aftalen indebærer en udvidet behandlingsret til psykisk syge voksne over 19 år, så de med offentlige kroner under armen kan få en behandling i det private, hvis ikke det offentlige sygehusvæsen selv har plads.

Derudover er der også sat penge af til psykologbehandling af personer med let til moderat angst og til at styrke behandlingsindsatsen over for personer, der har forsøgt selvmord.

I alt bliver der afsat 1,4 milliarder kroner til sindslidende, handicappede og særligt udsatte fra satspuljemidlerne.