Behandling af børn, unge og voksne i Region Syddanmark

13. august 2010

Pårørendepolitik
Fire teams fra henholdsvis Almenpsykiatrisk Afdeling i Middelfart, Odense og Vejle har repræsenteret Psykiatrien i Region Syddanmark i det nationale kvalitetsprojekt: ”pårørende i psykiatrien”. Projektet blev igangsat på baggrund af en undersøgelse der viste at tilfredsheden blandt pårørende i psykiatrien var helt nede på 34 %. Ved projektets afslutning i juni 2009 var tilfredsheden steget til 64 %.

Psykiatrien i Region Syddanmark har fortsat fokus på at udvikle og forbedre samarbejdet med pårørende. Det sker blandt andet ved, at erfaringerne fra projektforløbet udbredes til hele organisationen.  

Af yderligere tiltag søger regionen at inddrage patient- og pårørendeforeninger gennem Psykiatrisk Dialogforum. Forummet er et rådgivende og debatskabende forum, som mødes ca. 3 gange om året og diskutere tiltag i regionen. Forummet består syv regionsrådspolitikere og ni repræsentanter fra psykiatriens patient- og pårørendeforeninger, blandt andre LMS. Regionen har blandet andet udviklet retningslinjer for pårørende i samarbejde med dialogforummet og har udgivet en lille nyttig folder der på overskuelig vis fortæller hvad både patienter og pårørende kan forvente og hvordan de selv kan hjælpe.

Kommunale tilbud
Pomonahuset i Vejle er et socialpsykiatrisk støttetilbud til unge mennesker med spiseforstyrrelser. Tilbuddet omfatter aktiviteter som udflugter, ferieture, fester og praktiske gøremål. Der er 4 døgn- eller 8 dagpladser. Huset er en rødstensvilla i to plan med store lyse rum og fire værelser på 1. salen samt stuer, bad og toiletter. Personalet har sundhedsfaglig, socialfaglig og pædagogisk baggrund.

I juni måned åbnede Vejle kommune op for et nyt tilbud for unge mellem 15 og 25 år, der har en diagnosticeret spiseforstyrrelse og er. Den spiseforstyrrede kan komme i et individuelt forløb som strækker sig over et år. Der arbejdes med at mestre spiseforstyrrelsen, egen omsorg, struktur og praktiske færdigheder, netværk og evne til at indgå i sociale relationer, beskæftigelse/uddannelse og fritid. I tilbuddet indgår: Vejning og kontrol af vægt, Hjemmehjælp, Lægefaglig behandling, Fysiurgisk behandling og Psykologisk behandling. Visitation til tilbuddet sker for unge under 18 år gennemkommunens familieafdeling og for unge over 18 år gennem Myndighedsafdelingen.

Forsøg med psykologer på gymnasierne i Sønderjylland
Vejlederne på almene gymnasier og handelsskoler møder i stigende grad elever med psykiske problemer som depression og spiseforstyrrelser. Og da ungdomsuddannelserne, ikke på samme måde som folkeskolen og videregående uddannelser, har haft tradition for at tilbyde eleverne psykologhjælp, er der en fare for at lidelserne ikke tages i opløbet.

I folkeskolerne har vi PPR-ordningerne (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og på universiteterne studenterrådgivningen. Men i Sønderjylland har man gennem de sidste par år kunnet henvise eleverne videre til en psykolog gennem projektet: Netopnu.

Forskningsprojekter i spiseforstyrrelser i regionen
René Klinkby Støving, forskningslektor ved Center for Spiseforstyrrelser i Odense, har i øjeblikket fokus på tre spændende undersøgelser omkring spiseforstyrrelser.

Om drenge
Den ene igangværende undersøgelse, der slutter ved årsskiftet 2010-11, handler blandt andet om drenge og spiseforstyrrelser. Undersøgelsen viser i modsætning til tidligere undersøgelser, at drenge, der kommer i behandling for deres spiseforstyrrelse, hurtigere end ditto piger genvinder vægt og normal spiseadfærd. En konklusion, som snart forventes offentliggjort i et internationalt fagtidsskrift. I alt indgår der i studiet 38 drenge ud af undersøgelsens 1.000 patienter, der alle har været i behandling for deres spiseforstyrrelser i perioden 1994-2004.

Cannabinol-studiet
I den anden undersøgelse, som er unik på verdensplan, søges der ny viden om, hvordan cannabinol – populært kaldet hash – i små doser kan have en gavnlig effekt på appetit, vægt, depression og tvangstanker hos patienter med svær kronisk anoreksi. Patienter der har været syge i mere end fem år.

Cannabinol har hidtil kun været anvendt medicinsk til svært underernærede kræft- og AIDS-patienter. Og der har været megen berøringsangst omkring stoffet. Frygten går på, om patienterne enten udvikler et misbrug eller en hash-psykose.

Men i Odense overrasker blindstudiet, hvor halvdelen får et særdeles svagt aktivstof og den anden halvdel får kalktabletter, positivt, fortæller Støving. I alt 16 ud af 24 patienter har været igennem studiet nu. Og der har ikke været alvorlige bivirkninger ligesom ingen patienter heller har forladt studiet. Studiet har været i gang siden januar 2009 og det slutter omkring 2012. Cannabinol - som vi også selv har lignende stoffer af naturligt i kroppen - regulerer tilsyneladende appetitten, men præcis hvordan, det véd forskerne endnu for lidt om.

Knogleskørhed
Det tredje studie i Odense handler om knogleskørhed ved anoreksi. En ny CT-scanner er taget i brug. Fordelen ved den er, at den meget mere præcist end de traditionelle knogleskannere kan vise knoglernes mikrostruktur. Det betyder, at forskerne kan få ny viden om, præcist hvilken type knogleskørhed, der er tale om ved anoreksi i forhold til for eksempel den mere udbredte knogleskørhed i forbindelse med overgangsalderen. Der skal inkluderes 20 anoreksi patienter og 20 raske i projektet, og foreløbig har én spiseforstyrret patient været i en tur i den ny CT-scanner. Studiet forventes at slutte i juni 2011.