At være pårørende
| Det fylder altid meget i familien, hvis der er en, der har en spiseforstyrrelse eller gør skade på sig selv. Særligt for forældrene kan det være meget hårdt, fordi man som mor eller far til et barn med en spiseforstyrrelse eller selvskade ofte spørger sig selv igen og igen, hvad man dog har gjort galt. Følelsen af skyld og følelsen af, at man har været en dårlig far eller mor, gør tit, at man ikke snakker med andre om, hvordan man har det. Mange skammer sig, fordi de synes, at de er mislykket som forældre. Angst og fortvivlelse er også en stor del af hverdagen. Man er bange for at tænke på fremtiden og for at tænke på, om ens barn nogensinde bliver rask igen. Man vil så gerne hjælpe, men ved ikke, hvad man skal stille op, og man kan måske ind imellem miste tålmodigheden, fordi man ikke fx forstår hvorfor, at han eller hun ikke bare spiser. Som søskende til én med en spiseforstyrrelse eller selvskade kan det være svært at føle, at man har ret til at være der. Alting handler om den syge, og som søster eller bror kan man måske være bange for at bede om fars eller mors opmærksomhed. Det kan også være, at man skammer sig over at savne deres udelte opmærksomhed, eller man skammer sig måske over at have været rigtig glad i skolen en dag – når man nu har en søskende, der er alvorligt syg. |
Man kan også være meget ked af det og bange for, hvad der skal ske med den syge, og måske tør man ikke sige det til sin far og mor, fordi man ikke vil gøre dem kede af det.
Psykoterapeuterne Karen Bro og Theresa Abegg har samlet en række gode råd til pårørende til én, der lider af en spiseforstyrrelse eller/og selvskade læs dem her:
